Guider og undervisere

Birger Holm Brøndberg
Birger Holm Brøndberg er født i 1969 i Jylland, men har boet det meste af sit liv i København. Efter skolen kom han i butikslære hos FDB, hvor han lærte alle vareområderne at kende. Det var uden sammenligning vinen, som interesserede ham mest.
Efter 6 år rundt i forskellige butikker, rykkede Birger ind i "baglandet", idet han blev varechef for Kvickly Kædens 75 varehuse fordelt over hele landet. Gennem 6 år var han ansvarlig for Kvickly's vinsortiment og vintilbudsaviser.
For at lære en anden branche at kende, har Birger i tre år været ansat hos Bryggerigruppen, samt en årrække som ansvarlig for det taxfree salg af vin hos Maxxium. 2007-2011 var Birger selvstændig. Nu arbejder han for Plumrose.
Birger har rejst meget i Europas vinområder, privat såvel som med grupper. På grund af sin store viden og sit venlige væsen er Birger en afholdt vinguide på De Danske Vinrejsers Vinrejser.

Birger er desuden en yndet foredragsholder. Gennem sin Kvickly tid fik han stor erfaring i at holde publikums erfaring stangen i forbindelse med kundeaftener rundt i butikkerne. Siden er han forsat på free-lance basis ofte i Vinens Hus regi.

Karsten Riis Laursen
Karsten Riis Laursen er humanist af uddannelse, men en konkurrence på vinviden ændrede hans løbebane. Under stor medieopmærksomhed blev Karsten i 1979 Danmarks første Maître du Vin. Siden da har han sat sit tydelige præg på Danmarks vinbillede, først og fremmest som konsulent for Danmarks største vinimportør. Karsten er en af landets flittigste foredragsholdere og en fortræffelig smager. Han er medlem af de mest betydningsfulde vinbroderordener, bl.a. Confrérie des Chevaliers du Tastevin, Jurade de Saint-Emilion, Commanderie du Bontemps de Médoc et de Graves, Confraria do Vinho do Porto. Karsten har et indgående kendskab til vindistrikterne, som han regelmæssigt gennemrejser - ofte på cykel. Karsten er medforfatter til en serie vinbøger. Desuden er han fagkonsulent for Danmarks Nationalleksikon, Den Store Danske Encyklopædi. Og - ikke at forglemme - underviser han på Den Danske Vinskoles grund- og specialkurser.

Torben Møller Sørensen
Torben er født i 1943, uddannet Vinkyper i 1964 og har således været beskæftiget indenfor vinbranchen i mere end 35 år som bl.a. salgschef, indkøber, marketingchef og direktør. Dertil skal siges, at han er en af Danmarks få Vinkypere. Utallige rejser til vinproducerende områder overalt i verden samt studier i kældre og vinmarker har giver Torben Møller Sørensen mange gode kontakter, en bred og alsidig vinviden samt sidst, men ikke mindst, en dyb forståelse for alle vinens aspekter - fra jord til bord. Sideløbende med de forskellige ansættelser har Torben Møller Sørensen været en meget eftertragtet foredragsholder og rejseguide. Dette skyldes ikke mindst hans alsidige viden, men også det faktum, at han formår at kommunikere budskabet videre på en underholdende og spændende måde. Mange har fået deres grundlæggende vininteresse gennem Torbens foredrag.

Ruth Tilgaard
Ruth Tilgaard er oprindeligt universitetsuddannet, men mens hun i studietiden arbejdede i hotelbranchen i Paris, fik hun smag for vin i stedet for grammatik. Hun har beskæftiget sig med vin lige siden. Ruth ejer Vinens Hus, et gammelt ildebrandshus fra 1728, som ligger i middelalderkvarteret i København. Her har hun siden 1979 stået for De Danske Vinrejser, som gennem årene har sendt mange tusinde professionelle og amatører på rejse i vindistrikterne. Hun er for sin indsats for fransk vin blevet tildelt den franske landbrugsfortjenstmedalje, le Mérite Agricole i 1. og 2. grad. Ruth er en god smager og deltager regelmæssigt i Tastevinagesmagningerne på Clos de Vougeot og de store primeursmagninger i Bordeaux.

Anders Houmann
Anders Houmann ejer og driver med stor succes Restaurant Kanalen på Christianshavn i København. Her finder man altid et stort og godt udvalg af Rhônevine med retter, som passer godt til vinen. Det skyldes Anders' store forkærlighed for området, hvor familien for øvrigt har sommerhus. Derudover er han medejer af en lang række restauranter bl.a. tre på Kgs. Nytorv. Anders er uddannet kok og tjener på Hotel Marselis i Århus. Han har bl.a. arbejdet et år på den danske restaurant, Copenhague i Paris og et år i New York, som privat kok for ambassadøren.

Verner Madsen
Verner Madsen var oprindelig malersvend, indtil han blev cand. mag. i historie og religion. I 25 år har Verner undervist i religionshistorie på Voksenuddannelsescenteret samt Folkeuniversitetet i Århus. Verner er en flittig og levende foredragsholder.
Hans undervisningsteknik er ikke ortodoks og nogle mistænker ham for selv at finde på de historier, han fortæller. Men går man dem efter i sømmene, holder de som oftest vand.
Han har skrevet 3 bøger om dansk kolonihistorie og afrikansk religion samt været medforfatter til adskillige andre bøger. Desuden har han skrevet et hav af kronikker i samtlige danske aviser. Og - ikke at forglemme - han holder kulturforedrag relateret til vinrejsedestinationer i Vinens Hus, ligesom han går byvandringer i det gamle København.
Guider Vinrejer young

Søren Beck
Er en nysgerrig sjæl, der sætter nye vinkler på vinens verden.
Søren tabte for alvor sin sjæl til vinenes verden på en rejse til Bordeaux i 2000. Formålet med rejsen var at finde vine til sortimentet i et nystartet vinfirma. Det gik stærkt med importfirmaet, og han skabte hurtigt et netværk i branchen og blev efterspurgt som foredragsholder i vinklubber og personaleforeninger.

I 2002 var han initiativtager til vinmessen Garagevin, iøvrigt samme år som han deltog i Medoc Marathon i Bordeaux. Garagevin afvikles til stadighed, hvert år ude i vinmarkerne på Dansk Vincenter i Avedøre Som “netværker” fik han tilknytning til Dansk Vincenter og blev hurtigt medejer af Danmarks første kommercielle vingård, som især er kendt for rødvinen Nordlund.

I 2009 solgte han sin del af Dansk Vincenter for at koncentrere sig 100% om www.aov.dk  (Alt om Vin). Alt om Vin har fingeren på pulsen m.h.t. alt, som rør sig i vinens verden og formidler information, hjælper med mad og vinmatch, bedømmer vine mm. Arbejdet med Alt om Vin giver ham indsigt i forbrugernes interesser.
Således har han en solid baggrund i vinens verden med erfaring som importør, arrangør, vinbonde og formidler. Han formår at formidle sin viden seriøst, underholdende og på en uformel facon. Den gode stemning er i højsædet med Søren som guide.

Lidt privat om Søren
F. 1964 i Søborg. Gift med Heidi, med hvem han har 2 voksne børn, der er aktive i politik. Datteren Sille er folketingskandidat, og sønnen Kristoffer sidder i Gladsaxe byråd, så politik fylder en del i familien!
Holder af god mad og naturligvis vin, fysisk aktivitet, rejser, historie og alt det gode, som livet byder.
Arbejder til daglig som flyveleder i Kastrup lufthavn.

De Danske Vinrejser | Vinens Hus | Magstræde 7 |  DK-1204 København K | Tel: +45 33 32 62 20 | E-mail: mail@vinrejse.dk 

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 261