Mad- og vinrejse til Trentino & Alto Adige – efterårets farver i Alperne 

26-31/10 2026

Denne mad- og vinrejse til Trentino og Alto Adige er en hyldest til efteråret, som klæder bjergskråningerne i gyldne, røde og kobberfarvede nuancer. Vinmarkerne gløder langs bjergsiderne, luften er klar og frisk, tempoet sænkes for afstandene er korte – det er den perfekte årstid til at opleve denne alpine vinregion med alle sanser.

Mellem måltider og vinsmagninger bevæger vi os gennem dale og bjergpas, hvor Dolomitternes dramatiske silhuetter med nyfalden sne og vinmarkernes efterårsfarver danner en næsten eventyrlig kulisse. Det er en rejse, hvor naturen er lige så stor en del af oplevelsen som maden og vinen.

Rejsen fører os gennem dramatiske dalstrøg, stejle vinmarker og charmerende byer, hvor italienske og østrigske traditioner smelter sammen i både køkken og kælder. Her smager vi elegante bjergvine med stor præcision og friskhed.

Gastronomien følger sæsonen. Efteråret byder på svampe, vildt, kastanjer og modne oste, serveret i rustik, men raffineret stil. Retterne er varme, smagfulde og skabt til at ledsage vinene – ofte nydt i hyggelige og traditionelle stube eller elegante restauranter med udsigt over vinmarker og bjerge.

Vi flyver direkte til og fra Vendige. Vi bor på skønne klassiske 4* hoteller i Trento og Bolzano. Selv om der kun er 45 km mellem de to byer, er der en verden til forskel. Trento føles umiskendeligt italiensk med sine piazzaer, farverige facader, caféer og en levende bystemning, hvor espresso, vin og det gode liv fylder gadebilledet. Her mærkes den italienske elegance og varme – både i arkitekturen, køkkenet og måden, livet leves på.

Bolzano, derimod, bærer tydeligt præg af sin østrigske og tyrolske arv. Byen har et mere alpint udtryk med bindingsværk, orden og præcision, ølhaller og traditionelle stube. Her tales både tysk og italiensk, og gastronomien kombinerer italiensk finesse med østrigsk soliditet.

Pris og program følger snarest.